Baggrunden for HMF

Skrevet af John Larsen – HMF’s første formand: Igennem en årrække fra starten af 1970´erne og til sidst i 1980´erne blomstrede den rytmiske musik i Hirtshals i stigende grad. Bands og orkestre startede op i stor stil…. nogle for en kort bemærkning, men de fleste bestod igennem en længere årrække, og nogle eksisterer utroligt nok stadig den dag i dag. Et sted at øve er næsten alfa og omega for at et band kan udvikle sig. Jeg kan huske, at de bands jeg spillede i fra begyndelsen af min musikalske løbebane, altid øvede i private omgivelser….sølle familier……med alle de problemer det førte med sig. Omkring 1972-73 var vi vel 3-4 bands i Hirtshals, der nok alle var udsprunget af datidens (i vores øjne) lokale superstars……et band bestående af Tom Olsen (“Fjeder Tom/ Tom Fugleben”), Martin Hornung og ikke mindst Ib Grønbech. De spillede rigtigt rigtigt godt, havde noget grej at spille på og ikke mindst ….de spillede altid til vores skolefester. De var simpelthen ikke mindre end helte i vores øjne, og det ville vi også være ! Nu kan jeg kun udtale mig for mig selv, men jeg er af den overbevisning, at også de andre bands der opstod på det tidspunkt, startede på samme baggrund. Omkring 1973 fik vi af pedellen (Verner) på Hirtshals Skole lov til at øve under scenen i drengenes gymnastiksal. Vi kunne nu spille ligeså meget vi orkede, og dette uden at få en hel familie på nakken, hvilket vi havde haft i de private omgivelser. Jeg kan erindre at bl.a. Humprey (Starten på PPC-Band) øvede på havnen, og et par bands fik lov af pedellen på Ulvkærskolen (Erik Viberg) til at øve i kælderlokaler der. Jo ….. musikken tog fart i lille Hirtshals. Efter et stykke tid på Hirtshals Skole, fik vores band anvist et øvelokale i kælderen på Rådhuset. Vi fik nu vores helt egen nøgle til lokalet, og kunne således komme og gå som vi ville….hvilken luxus ! Vi skriver nu 1975-76 og der var bands som Humprey, Sunshine Explotion, Golden Sound (vores band), 4-ever og et par stykker mere jeg ikke kan huske navnene på. Stederne vi spillede var til skoleballer, i ungdomsklubben i Søndergade, til “Sodavandsbal” i Hirtshalshallen, på Verandaen på Skipperkroen, til Havnefester, til talentkonkurrencer rundt omkring o.s.v. Grej havde vi ikke ret meget af, og kom som regel omkring med det ved hjælp fra forældre, eller med en vogn vi lånte på havnen og spændte efter knallerten. Som jeg husker det, blev der lidt af en stilstand musikalsk fra 1979-81. Grunden har vel egentlig været, at vi var blevet så gamle, at nogle skulle til at starte på uddannelser, og derfor var nødt til at flytte fra byen. Dette medførte selvsagt at nogle bands stoppede. Fra 1981 tog alt igen fart på. Vi fik samlet medlemmer fra 2 bands (4-ever og Golden Sound) og startede et nyt band op, nu med 5 medlemmer. Vi rykkede nu ind på Ulvkærskolen, hvor bl.a. PPC-band og Night Queen i forvejen øvede. Vores ambitioner var nok blevet mere fremadrettet, og vi kontaktede bookingfirmaer rundt omkring. Dette gav pote, og vi fik faktisk en hel del jobs. I 1982 fik vi sangerinde (Trine) og ændrede navn til Dee-Kay, og så kom der for alvor fart på. På samme tid (omkring 1982) startede nye bands igen. Bands som New Time, Ørva Band kom på banen og vi var vel en 5-6 bands der alle øvede på Ulvkærskolen. Dette ikke mindst takket være Erik Viberg, der altid velvilligt var der, når vi havde brug for ham. Jeg vil postulere med fare for at lyde hoven, at den rytmiske musik i Hirtshals tog fart igen grundet Dee-Kay´s målrettede indsats for at komme fremad i branchen. Dee-Kay virkede på en eller anden måde som foregangsband og lokomotiv i den sammenhæng. De næste 5-6 år var virkelig en “storhedstid” for Hirtshals-Bands. Dee-Kay lavede plader, blev landskendt gennem hedengangne “Eldorado” og tourede land og rige rundt. New Time vandt Se & Hørs amatørgrandprix og tourede ligeledes. Ørva Band  kom i finalen i DM i Rock hvor de blev “slået” af Dizzy Miss Lizzy….ærgeligt ! Jo ……det var virkelig en fremadrettet flok musikere der fandtes i Hirtshals på daværende tidspunkt, godt hjulpet på vej af en yderst velvillig Erik Viberg, og en velvillighed fra kommunal side til at lade os have de øvelokaler det hele udsprang af. I tiden på Ulvkærskolen, hjalp alle hinanden så godt det kunne lade sig gøre. Døren til øvelokalerne var altid åbne for de andre bands, og mangen snak og hyggelige samværsstunder blev det til. Sidst i 1980´erne begyndte man så fra kommunal side stille og roligt at “inddrage” lokalerne på Ulvkærskolen til andre formål UDEN at anvise andre steder. Vi blev selvsagt mildest talt sure, idet det viste sig, at de inddragede lokaler bl.a. blev brugt til at Bordtennisklubben kunne have en bar i det ene (….ølsalg på en skole ???), en eller anden lokal strikkeklub fik anvist et andet lokale, Naturskolen var raget uklar med Nordsøcentret hvor den havde været hidtil, og skulle nu have et opvarmet lokale til at opbevare sure gummistøvler og cykeltrailere i. Der blev holdt møder på møder med diverse kommunalpolitikere, der selvfølgelig havde “forståelse” for problemet, men i øvrigt i vores øjne og ører var fløjtende ligeglade og bare lod stå til. Enden på første omgang “udsmidning” af musikken blev, at vi fik lov at beholde 2 lokaler. De resterende bands blev så smidt ud. Nogle flyttede simpelthen bare fra byen (New Time) og fandt andre omgivelser hvor man var mere velkommen, nogle accepterede bare tingenes tilstand og et par bands stoppede bare med at spille……synd og skam ! Vi havde de 2 tilbageværende øvelokaler frem til 1992. Herefter blev det ene inddraget (Dee-Kay´s). Da skoledirektøren og borgmesteren godt vidste, at der ville blive ballade, idet Dee-Kay IKKE fandt sig i at blive smidt på porten, fik vi anvist øvelokale på Bindslev skole. Så langt så godt, men vi tænkte dengang nok lidt længere frem end de gjorde på rådhuset, og ville gerne have svar på hvad der skulle ske med nye opkomlings bands f.eks. når de ikke havde noget sted at være. Møder på møder igen, uden nogen nævneværdig effekt. Pressen elskede dette, idet der så var nogle borgere der var kommet i klemme overfor kommunen. Spalte op og spalte ned blev der skrevet, men alt prellede totalt af på de kommunale folk. Nu skal det retfærdigvis siges, at ikke alt hvad pressen skrev var det der var blevet fortalt dem……de bryggede selv lidt (skriver: meget) på historien. Efter knapt et par år i Bindslev, blev vi så sat på porten igen, og denne gang UDEN at får anvist et nyt lokale. Denne gang blev vi så sure, at vi simpelthen bare købte vores eget hus, det nuværende “Stakladen” på Dalsagevej, i al hemmelighed. Vi lod “bomben” springe ved et møde med borgmesteren og nogle kulturudvalgsfolk. Samme dag kunne det læses i Vendsyssels Tidende, hvor der ikke var blevet skruet for lidt op for blusset i den pågældende artikel. Læserne kan nok forestille sig hvorledes disse personer så ud i ansigtet da “bomben” sprang ! Vores problem blev løst, men ikke alle andre bands´, så vi lod os ikke slå til tåls med det. Vi ville stadig have, at kommunen skulle hjælpe til med øvelokaler til nyopståede bands, men indtil skrivende stund (3. august 2004) uden nogen som helst form for hjælp. I starten af 1994 var der valg til folkeoplysningen. Der var arrangeret opstillingsmøde på Dagcentret på Lynggården, og den selvsamme dag som mødet blev holdt, kaldte vi så mange musikere som vi kunne sammen, og mødte op på Dagcentret. De “etablerede” klubber/medlemmer i folkeoplysningssammenhæng gjorde endog MEGET store øjne da vi mødte vel 12-14 stykker op til dette møde. Vi forsøgte så at finde den gruppering vi evt. kunne knytte os til i den sammenhæng, men blev totalt afvist af samtlige andre grupper ved mødet. Resultat……. vi rejste os og gik så højlydt som vi overhovedet kunne gøre det. Vi skramlede med stole, snakkede endog meget højt indbyrdes, råbte farvel og “tak fordi vi blev taget så godt imod”. Efterfølgende stod vi i gangen til Dagcentret og var mildest talt sagt forargede. Vi aftalte dog at vi måtte gå på med krum hals, idet dette møde viste, at vi kunne stå sammen. I en rum tid bagefter det famøse møde, havde jeg min personlige tvivl om hvorvidt vi overhovedet havde opbakning af den almindelige borger i Hirtshals, og var helt parat til at give op. Takket være de andre Dee-Kay´er der venskabeligt pressede mig til at fortsætte, fik vi iværksat et møde på Ulvkærskolen, hvor vi ligesom loddede stemningen. Faktisk var dette møde lidt af en tilstrømning af både unge og gamle, musikere og ikke musikere. Der blev på mødet diskuteret og bestemt, at vi skulle starte en Musikforening. Efterfølgende blev der i samarbejde med bl.a. Victor Olsen, kulturforvaltningen (sikkert Kirsten Laursen) udfærdiget nogle vedtægter. Der blev holdt stiftende generalforsamling, og Hirtshals Musikforening af 1994 opstod ! En lille pudsig ting, der viser hvor næsten desperat jeg var på det pågældende tidspunkt, er følgende: Efter mødet på Dagcentret, fik jeg et interview/debat sammen med daværende kulturudvalgsformand Kurt Jensen, sat igang på Radio Hirtshals. Han kunne som sædvanligt ikke love nogetsomhelst, og jeg fik de sædvanlige politikersvar. Efter udsendelsen var jeg så gal i skrallen, at jeg overfor daværende formand for Radio Hirtshals, Jørgen Christensen, sagde, at vi skulle samle alt revl og krat der kunne spille på et eller andet instrument i Hirtshals Idrætscenter på samme tid. Dette for at vise, at vi var mange mange flere end de overhovedet kunne forestille sig på Rådhuset. Et par dage senere bliver jeg ringet op af Jørgen, der blot vil spørge, om jeg mente det jeg havde sagt ? Selvfølgelig gjorde jeg det ! Enden på denne i arrigskab udtalelse blev, at det første “Hirtshals Musikbrag” løb af stablen i foråret 1994. Arrangørerne var Radio Hirtshals, der stod for alle de praktiske ting, og HMF der samlede al revl og krat (uden det skal tolkes negativt) til at spille. Vi kunne blot konstatere efterfølgende, at der VAR MANGE musikere i denne kommune !